Om Kristendom.net

Jeg hedder Michael Hedegaard, og jeg er kristen og naturist, hvilket er baggrunden for at jeg har lavet denne hjemmeside.

Med hjemmesiden vil jeg gerne prøve at gøre op med noget af den kropsforskrækkelse, som jeg har erfaret er meget udbredt i kristne kredse – men desværre også i stigende grad ude i det “almindelige” samfund. Jeg vil gerne vise, at der ikke er bibelsk belæg for denne afstandtagen til den menneskelige krop – en del af Guds skaberværk. Men at man også som kristen kan have et normalt afslappet forhold til den nøgne menneskekrop.

Min personlige hjemmeside findes på www.michaelhedegaard.dk

Endelig kan det siges, at jeg “sprang ud” som naturist i år 2007 samt at jeg er aktiv indenfor foreningen Danske Naturister, hvor jeg sidder i bestyrelsen for DN Midtvest.

Hvad er naturisme for mig?

Naturisme er for mig friheden til at være den jeg er, uden at skulle tænke på, om jeg nu går klædt i det rigtige tøj. Friheden til at opleve naturen uden en barriere af tekstiler, at føle og mærke vinden, vandet, sandet og græsset over hele kroppen.

Jeg tror, at naturisme er med til at give folk et mere naturligt og afslappet forhold til deres krop. Mange kæmper en kamp med at dække deres krop til, fordi den ikke lever op til tidens uopnåelige skønhedsidealer, og de kan derfor gå rundt et helt liv og være led og ked af deres krop. Dette synes jeg er dybt tragisk! Vi må lære at se på vores krop, og acceptere den med de “fejl” den måtte have. Hvis vi i stedet blot forsøger at skjule os, så forkrøbler vi os selv, da vi fornægter og skjuler hvem vi egentlig er. Man kan ikke fornægte eller skjule én del af sin person, uden at det også vil have indflydelse på resten af personligheden. En personlighed, der er stykket sammen af både ånd, krop og sjæl. Lider én af lemmerne, så lider hele legemet!

Fraværet af tekstil-barrieren giver en helt anden oplevelse af omgivelserne, om det så er fx. solen, vinden eller vandet. Det giver en mere autentisk oplevelse af verden, da kroppen er helt fri, og man derved oplevelsesmæssigt ikke hæmmes af snærende klæder. Det er en oplevelsestur ud i naturen på første parket.

Artikler:

“»Klæder skaber folk,« lyder et gammelt mundheld. Sikke noget vås!
Klæder skaber førstehåndsindtryk og fornemmelsen af – beklædningsmæssigt – at passe ind i den sammenhæng, man er trådt ind i.
Klæder varmer og sender signaler – men mennesker skaber man altså ikke af tøj! Det er kød og blod, følelser, tanker – og ikke mindst nærvær fra hinanden – der skaber os.”
(Citat: Anna Meilhede, præst, MetroExpress)